Vedtægter
Vedtægter for Dalum-Hjallese Gymnastikforening Hovedafdelingen.
§ 1.
Navn og hjemsted.
Navn: Dalum-Hjallese Gymnastikforening Hovedafdelingen – forkortet DHG
Hjemsted: Dalum-Hjallese, Odense Kommune
Stiftet: 20. maj 1969
§ 2.
Formål.
Foreningen er upolitisk og har til formål at skabe rammer for samarbejdet mellem de tilknyttede afdelinger og stå for arrangementer, der kan dække fælles behov såvel internt som eksternt. De tilknyttede afdelinger tilbyder følgende aktiviteter og er:
Badminton: Dalum-Hjallese Badmintonklub – ”DHBK”
Gymnastik: DHG’s gymnastikafdeling – ”DHG Gymnastik”
Håndbold: DHG’s håndboldafdeling – ”DHG Odense Håndbold”
Volleyball og Beachvolley: DHG’s volleyballafdeling – ”DHG Odense Volleyball”
§ 3.
Medlemskab af Dalum Idræts Ring.
DHG Hovedafdelingen er med af Dalum Idræts Ring og repræsenterer her de 4 afdelinger jf. § 2.
§ 4.
Repræsentantskabet.
Stk. 1.
Repræsentantskabet er hovedafdelingens højeste myndighed.
Stk. 2.
Det ordinære repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i april måned og indkaldes skriftligt med 30 dages varsel. Indkaldelsen, der formidles til de delegerede via afdelingsformændene, skal indeholde dagsordnen for mødet.
Stk. 3.
Forslag til dagsordnen skal være formanden i hænde senest 14 dage før repræsentantskabsmødet.
Stk. 4.
Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt uden hensyn til de fremmødtes antal. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Ved stemmelighed bortfalder eventuelle forslag.
Stk. 5.
Repræsentantskabet har 29 medlemmer, som fordeler sig således:
5 medlemmer af forretningsudvalget – jf. § 6, stk. 3.
4 formænd - 1 fra hver af de 4 afdelingsbestyrelser – jf. § 2.
20 delegerede - 5 fra hver af de 4 afdelinger – jf. § 2.
Stk. 6.
Dagsordnen for repræsentantskabets årlige, ordinære møde:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning.
3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse samt orienterer om det af hovedbestyrelsen godkendte budget.
4. Indkomne forslag.
5. Valg.
a) Forretningsudvalg – jf. § 6, stk. 2, 3 og 4.
b) Revisorer – jf. § 9.
c) Repræsentanter til Dalum Idræts Rings bestyrelse.
6. Eventuelt.
§ 5.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Stk. 1.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes, når mindst én afdeling eller 10 medlemmer af repræsentantskabet forlanger det.
Stk. 2.
Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde skal afholdes senest 30 dage efter, at formanden har modtaget henvendelse herom.
Stk. 3.
Den skriftlige indkaldelse udsendes med 14 dages varsel og indeholder dagsordnen for mødet. Afdelingsformændene formidler indkaldelsen til de delegerede.
§ 6.
Hovedbestyrelsen og forretningsudvalget.
Stk. 1.
Hovedbestyrelsen består af forretningsudvalget og formanden fra hver af de 4 afdelingsbestyrelser – jf. § 2. Afdelingsformanden kan ved forfald til HB-møderne remplaceres af et andet medlem af afdelingsbestyrelsen. Hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af fælles opgaver.
Stk. 2.
Forretningsudvalget består af 5 medlemmer. Forretningsudvalget konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Stk. 3.
Forretningsudvalget vælges for 2 år ad gangen således, at 3 medlemmer er på valg i ulige år, og 2 medlemmer er på valg i lige år. De kandidater der opnår flest og næstflest stemmer uden at blive valgt, er 1. og 2. suppleant.
Stk. 4.
Valgbar til forretningsudvalget er ethvert personligt myndigt medlem af DHG’s afdelinger.
Stk. 5.
Er der ikke valgt et tilstrækkeligt antal suppleanter, supplerer forretningsudvalget sig selv.
§ 7.
Kontingent.
Hovedbestyrelsen fastsætter i enighed det årlige kontingent til hovedafdelingen pr. medlem fra hver afdeling.
§ 8.
Regnskab.
Stk. 1.
DHG’s regnskabsår følger kalenderåret. Revisorpåtegnet regnskab underskrives af medlemmerne af FU og forelægges det ordinære repræsentantskabsmøde til godkendelse.
Stk. 2.
Hver afdeling fungerer økonomisk suverænt.
§ 9.
Revision.
På det ordinære repræsentantskabsmøde vælges 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Revisorerne har til enhver tid adgang til hovedafdelingens regnskab, og skal inden det ordinære repræsentantskabsmøde gennemgå og påtegne regnskabet efter invitation fra kassereren.
§ 10.
Vedtægtsændringer.
Vedtægtsændringer kan kun ske på et repræsentantskabsmøde, når mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede stemmer for forslaget.
§ 11.
Opløsning.
Stk. 1.
Opløsning af Dalum-Hjallese Gymnastikafdeling Hovedafdelingen kan kun besluttes, såfremt der på hvert af 2 repræsentantskabsmøder er mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede, som stemmer herfor. Disse møder skal afholdes med mindst 2 måneders mellemrum
Stk. 2.
Ved opløsning af DHG Hovedafdelingen skal eventuelle midler anvendes til andet foreningsarbejde eller i Odense Kommune.
Vedtægterne er vedtaget på stiftende generalforsamling den 20. maj 1969.
Ændret den 24. april 1986.
Ændret den 25. april 1988.
Ændret den 28. april 1999.
Ændret den 17. juni 2008.