Vedtægter
Vedtægter for DHG Odense Håndbold.
§ 1: Foreningens navn: Dalum Hjallese Gymnastikforenings Håndboldforening, forkortet til DHG Odense Håndbold. Hjemsted: Dalum og Hjallese sogne i Odense Kommune Stiftelsestidspunkt: 20. maj 1969.
Klubfarver: Blå og hvid.
§ 2: Formål: Foreningens formål er at skabe interesse for og udbrede kendskabet til håndbold gennem træning og deltagelse i konkurrencer. Foreningsarbejdet skal især give børn og unge under 25 år mulighed for virksomhed og kammeratligt samvær med jævnaldrende i deres fritid.
§ 3: Medlemskab af sammenslutninger: DHG Odense Håndbold er medlem af Danmarks Idræts Forbund (DIF), Samvirkende Idrætsklubber i Odense (SIKO), Dalum Idræts Ring (DIR), Dansk Håndbold Forbund (DHF), Fyns Håndbold Forbund (FHF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger – Odense (DGI – Odense) samt holdfællesskabet Odense Håndbold Fællesskab.
§ 4: Generalforsamlingen: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Foreningen afholder årlig ordinær generalforsamling senest den 31. marts. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse i lokalavisen i Dalum-Hjallese området samt ved opslag i Dalumhallen.
Indkaldelsen skal indeholde dagsordnen for den årlige ordinære generalforsamling: 1. Valg af dirigent 2. Beretninger a) formand og udvalg 3. Økonomi a) kassereren forelægger det reviderede regnskab til godkendelse b) kassereren giver en budgetorientering 4. Indkomne forslag 5. Valg a) bestyrelse b) 2 suppleanter til bestyrelsen c) delegerede til hovedafdelingens repræsentantskab d) delegeret til Odense Håndbold Fællesskabs generalforsamling e) 2 interne og 1 ekstern revisor f) 1 intern revisorsuppleant 6. Eventuelt
Håndboldforeningen er berettiget til at lade sig repræsentere af i alt 7 delegerede på hovedforeningens repræsentantskabsmøde. 3 af de delegerede vælges på generalforsamlingen, de øvrige 4 udpeges af håndboldforeningens bestyrelse blandt foreningens medlemmer. Valgperioden for de generalforsamlingsvalgte delegerede er toårig. I lige år vælges 1 og i ulige år vælges 2.
Interne revisorer og suppleant samt ekstern revisor vælges årligt.
Forslag til dagsordenen skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Stemmeret har ethvert myndigt medlem af foreningen, som ikke er i kontingentrestance. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Medlemmer er de personer, der er optaget på foreningens medlemslister, har tillidsposter i foreningen eller er knyttet til klubben som ikke kontraktansatte trænere eller instruktører. Medlemmer der ikke er fyldt 18 år, kan lade sig repræsentere af en forælder, der opnår stemmeret gennem barnet og er valgbar til foreningens organer.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødtes antal. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. Hvis lige mange stemmer for og imod en beslutning, er forslaget ikke vedtaget. Ved valg af medlemmer til tillidsposter i foreningen, afgøres valget ved lodtrækning i tilfælde af stemmelighed.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det påkrævet, og skal indkaldes, når mindst 15 medlemmer skriftligt forlanger det overfor formanden. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 3 uger efter, at formanden har modtaget begæring herom. Den indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel og med oplysning om dagsordenen.
§ 5: Bestyrelse og udvalg. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af foreningen i alle spørgsmål – herunder fastsættelse af kontingent.
Foreningens daglige drift varetages af et seniorudvalg samt et børne- og ungeudvalg. Udvalgsformændene har plads i bestyrelsen.
Bestyrelsen består af: Formand og børne-/ungeudvalgsformand. De vælges på generalforsamlingen i ulige år. Kasserer, sekretær og seniorudvalgsformand. De vælges på generalforsamlingen i lige år. Alle valgperioder er toårige. 2 suppleanter som vælges for ét år. Bestyrelsesmedlemmerne og suppleanterne skal være personligt myndige.
Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer inkl. formanden er til stede. Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen fører en forhandlingsprotokol, der reflekterer trufne beslutninger.
Medlemmer til de enkelte udvalg udpeges og navnene foreligger på den ordinære generalforsamling. Det tilstræbes, at hver gruppe er repræsenteret i de enkelte udvalg. Udvalgene kan efter behov nedsætte ad hoc arbejdsgrupper. Der skal for grupperne udarbejdes et kommissorium, der skal godkendes af bestyrelsen.
Udvalgene fører forhandlingsprotokoller, der reflekterer trufne beslutninger.
§ 6: Regnskab og tegningsret. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Revisorpåtegnet regnskab underskrives af den samlede bestyrelse og forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse. Både regnskab og budget skal foreligge skriftligt på generalforsamlingen, men indsamles ved generalforsamlingens afslutning.
Foreningen tegnes af formanden i forening med 2 medlemmer af bestyrelsen.
§ 7: Vedtægtsændringer. Vedtægtsændringer kan kun ske på en generalforsamling, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede tilstedeværende på generalforsamlingen stemmer for forslaget.
§ 8: Opløsning. Foreningen kan opløses ved beslutning på generalforsamling, hvor mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede. Er dette antal ikke til stede, kan beslutning om opløsning træffes på ny generalforsamling uanset de fremmødtes antal. Den ny generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, senest 2 måneder efter afholdelsen af den første.
Eventuelle aktiver skal ved opløsning af foreningen anvendes til andet foreningsarbejde i DHG eller i sammenslutninger i Odense Kommune.
Vedtægterne er godkendt på stiftende generalforsamling den 20. maj 1969. De er senest ændret på generalforsamlingen den 19. marts 2009.
|