Om DHG Odense Håndbold
DHG Odense Håndbold skaber grundlaget for at spille håndbold i Dalum og Hjallese.
DHG Odense Håndbold tilbyder håndbold på alle niveauer gennem boldleg for de mindste, udvikling af spillere efter formåen op gennem børne- og ungdomsårene til bredde- og motionshåndbold for seniorer og oldies.
DHG Odense Håndbold tilbyder gennem sin deltagelse i Odense Håndbold elitehåndbold for de spillere, der har evnen og viljen til topsport.
Vedtægter
Se menupunktet "Info" - "Bestyrelse" - "Vedtægter" eller klik her.
Økonomi og kontingent
Pengene til dagligdagen i DHG skaffes gennem kontingentbetaling, lidt tilskud fra kommunen og frem for alt de indtægter som DHG's erhvervsgruppe, DHG's venner og andre frivillige tilvejebringer. Der er nok at bruge pengene til. Klubben skal betale halleje, købe bolde og kamptøj, betale turneringsafgifter og dommere, give tilskud til stævner og så videre.
DHG's medlemskartotek er klubbens forudsætning for at holde styr på spillerlister, papirer i forhold til Fyns Håndbold Forbund, kontingentopkrævning, tilskud fra kommunen med mere. For at vi kan holde orden i vort medlemskartotek, skal du udfylde en indmeldelsesblanket, når du har trænet et par gange. Du skal give besked hvis du skifter adresse, navn, telefonnr. osv. Hent blanket til adresseændring her.
Når du har udfyldt blanketten skal den afleveres i postkassen mærket "Medlemsregistrering" på gangen i Dalumhallen - eller sendes til:
Søren Junker
Købkesvej 60
5230 Odense M
Kontingent er klubbens væsentlige indtægtskilde. Når klubben har modtaget din indmeldelsesblanket, får du snarest en opkrævning på kontingent. Sidste betalingsfrist er anført på opkrævningen. Den skal overholdes, hvis du vil fortsætte med at træne og spille turneringskampe. Hvis DHG bliver nødt til at rykke for betaling kan der pålægges et gebyr. Frem til du har betalt kan du ikke deltage i klubbens aktiviteter. Kontingentet opkræves kvartalsvis eller for en halvsæson forud, og der betales for den fulde periode, du er medlem i klubben.
Udmeldelse skal ske skriftligt til klubben med mindst 14 dages varsel til en kontingentperiodes udløb. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke. På udmeldelsen angives om spillerlicensen ønskes udleveret. Den tilsendes en af de første dage i den måned, hvorfra udmeldelsen er sket.
For at kunne læse blanketter til ind- og udmeldelse samt adresseændring benyt fx. Adobe Reader - hentes her.
Værdigrundlag
Vores helt grundlæggende antagelse er et forpligtende fællesskab ud fra tankegangen:
"Først klubben, så holdet, så den enkelte spiller."
Håndbold er sjovt!
Det skal være sjovt for alle.
Det skal være sjovt til træning samt før, under og efter kamp.
Håndbold er et holdspil!
Det er et holdspil, hvor alle på banen vil gøre deres bedste.
Det er et holdspil, hvor alle spillere giver alt, hvad de har for holdet.
Håndbold er fairplay!
Det er en fysisk leg med mange nærkampe.
Det er fair play på og udenfor banen til træning og kamp.
Håndbold er respekt!
Det er respekt for alle, der er involveret i spillet.
Det er accept af, at alle er nødvendige både til træning og kamp.
Håndbold er engagement!
Det er engagerede tilskuere (herunder forældre), der hylder eget hold og er fair overfor modstandere og dommere.
Det er engagerede spillere, trænere, ledere og dommere.
Håndbold er også:
- At heppe og ikke skælde ud under en kamp.
- At heppe på holdet og ikke fokusere på ens nærmeste.
- At trøste og rose efter en kamp og ikke irettesætte eller skælde ud.
- At træneren bestemmer og ikke har brug for gode råd før og under en kamp.
- At stille sig til rådighed, hvor det er muligt.
- At se idrætslivet som en lang udviklingsproces, og ikke som et kortsigtet middel til indfrielse af egne ambitioner.
Af DHG Odense Håndbold kan forventes:
- At spillerne deles i grupper, så der kan skabes aktiviteter for alle af passende sværhedsgrad.
- At der indgås aftaler med frivillige trænere, der er i stand til at møde spillerne, hvor de udviklingsmæssigt er, samt tilgodese klubbens ønsker til aktivitetsprincippernes udvikling.
- At der sammensættes teams (trænere og ledere) omkring hver gruppe i samarbejde med teamets deltagere og netværk.
- At DHG Odense Håndbold afholder udgifter til turnering, haltid og stiller spillebeklædning til rådighed.
- At der ydes tilskud til aktiviteter indenfor de økonomiske muligheder.
Af spillere (og/eller forældre) forventer DHG Odense Håndbold:
- At der deltages aktivt i løsningen af de praktiske opgaver, der tildeles holdet i løbet af sæsonen (skitseret gennem checklister).
- At der deltages aktivt i de initiativer, der igangsættes for at styrke netværk og sammenhold.
- At der deltages aktivt i de initiativer, der igangsættes for at styrke holdets og klubbens økonomi.
- At der modtages kontingentbetaling fra alle spillere.
- At de effekter DHG Odense Håndbold har udlånt afleveres ved sæsonafslutning eller erstattes.
Samværspolitik:
Formålet med samværspolitikken er at tilgodese og beskytte det enkelte barn/den enkelte idrætsudøver mod krænkelser og i værste fald seksuelle overgreb.
Samværsformerne tager udgangspunkt i nedenstående udsagn:
I DHG taler vi ordentligt til hinanden - ingen sjofle tilråb eller kommentarer om hinandens kroppe/udseende.
Vi respekterer hinandens grænser og et nej - også i leg.
Trænere/instruktører skal ikke have eneansvaret for et hold børn.
I forbindelse med ture, stævner og lignende er der altid mindst to voksne ledere/instruktører med - så vidt muligt én af hvert køn.
Man går ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum, når spillerne klæder om og bader. Mobiltelefoner skal være i taskerne under omklædning og badning.
Instruktører, trænere og ledere inviterer ikke enkelte børn med sig hjem.
Forældrene opfordres til at deltage i børnenes idrætsliv. De kender børnene bedre, end trænerne/instruktørerne gør, og er derfor bedre i stand til at opdage, hvis barnet mistrives.
Hvis en træner/instruktør føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, er vedkommende træner/instruktør meget velkommen til at kontakte en fra bestyrelsen, som vil føre samtalen til protokols, så evt. "fejlagtige" misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.
Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de hører rygter om krænkelser eller selv fornemmer, at der er noget galt.
Bestyrelsen har pligt til at tage sådanne henvendelser alvorligt og at reagere hurtigt på dem.
Skulle der opstå mistanke om tilnærmelser/blufærdighedskrænkelser eller lignende, har DHG Odense Håndbold udarbejdet en beredskabsplan, som tages i anvendelse. Det er DHG Odense Håndbolds formand, som tegner foreningen i en sådan sammenhæng, med støtte fra et udvalgsmedlem.
En mistanke skal behandles med største diskretion, da det er en meget alvorlig anklage mod en person.
Konstateres et overgreb, skal barnets forældre orienteres og samtidig orienteres om mulighed for hjælp fra det offentlige, bl.a. socialforvaltningen.
Samarbejdet med den pågældende person opsiges øjeblikkeligt, samtidig med at sagen anmeldes til politiet. Når dette er sket, bliver DHG Odense Håndbolds øvrige medlemmer informeret således, at der ikke opstår yderligere sladder og rygtedannelse.
Generelt:
Som udgangspunkt lægges der op til, at alle aktivitetsudvalg, trænere, ledere, bestyrelsesmedlemmer m.fl. i DHG Odense Håndbold informeres om og løbende drøfter, hvad der er sunde, fornuftige og normale samværsformer.
Samværsformerne udvikles, så der ikke er tvivl om, hvordan man skal opføre sig over for hinanden, og alle bør selvfølgelig vise dette i det daglige foreningsarbejde. Omvendt bør samværsformerne ikke give anledning til, at relationerne mellem børn og voksne bliver kunstige og forstilte.
DHG Odense Håndbold sørger for, at samværsformerne løbende genopfriskes i de forskellige aktivitetsudvalg, blandt idrætsudøverne samt forældrene og politikken kan findes på DHG Odense Håndbolds hjemmeside.